Turen Thy 2016

Deauville Klubbens tur til Thy 10.-12. juni 2016


Fredag ved middagstid mødtes vi fra nord, syd, øst og vest på en OK tank med en restaurant  som nabo, nord for Skive. Vi fik tanket op, både Deauville og kørere/passagerer.

Vi var 12 motorcykler og 15 deltagere. Heraf 2 nye. Herligt.

Turen gik over Salling til Mors, hvor vi bl.a. så ”Hanklit” en molerformation.61 meter høj.Videre til Feggesund, hvor vi sejlede over til Thy med den lille hyggelige færge. Næste mål var Østerild, hvor vi besøgte det nye testcenter med Verdens største havvindmøller. Et imponerende syn.

Så var det tid til og besøge Herdis og Otto ved Thisted, hvor vi fik kaffe og en forfriskning. Og vi fik set Ottos ”Mercedes-project”. Det bliver en veteranbil med stil, når den bliver færdig. Turen var til ende og vi landede på Hotel Limfjorden, Thisted, hvor vi skulle spise og overnatte. Vi havde en hyggelig aften med god mad og godt humør.

Lørdag kl. 10 var vi klar til dagens tur i Thy. Første stop var Hanstholm, hvor vi så den store fiskerihavn oppe fra Pynten. Dernæst kørte vi gennem Thy Nationalpark, en enestående barsk og smuk natur, hvor det at køre motorcykel er en lykkestund. Næste stop Klitmøller ( cold hawaii ) verdenskendt for surfing. Så var det frokosttid og det fik vi udendørs på en fiskerestaurant i Nørre Vorupør. Det var frisk og lækkert og så med  udsigt til blå himmel, hav og fiskerbåde trukket op på stranden.Det kunne ikke blive meget bedre.

Vi kørte videre i den flotte og rå natur og nåede til Agger, hvor en lille is blev indtaget som dessert.

Efter Agger kørte vi mod Thyholm, hvor Bodil og Hans var klar med kaffe og kage. Det var dejligt og hilse på Bodil og Hans, og vi så Hansés ny NT 700, der desværre stod stille pga. sygdom.

Herefter kørte vi til hotellet og hyggede os med en fadøl i solen, inden en god middag til aften, hertil det hyggelige samvær vi har, når vi mødes.

Tak til Herdis, Otto, Bodil og ikke mindst Hans for en vel tilrettelagt og oplevelsesrig tur i Thy.


Gunnar Møller Sørensen

Hjørring